Knivstikkeri: To anholdt

Ung mand stukket i ryggen

Offentliggjort Sidst opdateret

Østjyllands Politi har natten til mandag anholdt to personer, som er mistænkt i forbindelse med et knivstikkeri i Åbyhøj i Aarhus søndag aften. Det oplyser politiet til Ritzau.

- De skal nu afhøres, og der skal foretages yderligere efterforskning, inden der vil blive taget stilling til, om de skal fremstilles i grundlovsforhør, fortæller kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen.

På tankstation

Knivstikkeriet skete på en tankstation på Silkeborgvej i Åbyhøj søndag aften.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 20.46.

Offeret blev kørt til behandling på hospitalet og er i nattens løb blevet udskrevet. Ifølge de første meldinger fra politiet tydede heller intet da på, at han skulle være kritisk såret.

Anklagemyndigheden skal vurdere

Det er nu op til anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi at vurdere, om de to personer skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, eller om de skal løslades.

Politiet må i udgangspunktet kun holde folk frihedsberøvet i 24 timer.

Skal frihedsberøvelsen opretholdes ud over det, så skal det godkendes af en dommer.

Politiet var talstærkt tilstede på tankstationen efter knivstikkeriet søndag aften.
Politiet var talstærkt tilstede på tankstationen efter knivstikkeriet søndag aften.

ØSTJYLLANDS POLITI

Østjyllands Politi dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.

Østjyllands Politi har fire geogragiske enheder:

  • Hovedpolitistationen i Aarhus
  • Politistationen i Aarhus Vest
  • Politistationen i Randers
  • Politistationen i Grenaa.

Herudover er der seks lokalpolitistationer i Ebeltoft, Rønde, Allingåbro, Hammel, Hadsten og Odder samt en lokalbetjent på Samsø.

Retskredse og arresthuse

Østjyllands Politi er dækket af to retskredse i Aarhus og Randers, hvor der også er arresthuse.

Kilde: Østjyllands Politi
Powered by Labrador CMS