Knivstak hustru men nægter drab
Tolk, der har arbejdet for danske styrker, erkender at have knivstukket hustru, men nægter forsæt til drab
En 33-årig afghansk mand, der har arbejdet som tolk for danske styrker i Afghanistan, erkender dødelig vold mod sin hustru på et asylcenter i Sønderjylland i januar.
Det fremgår, da den afghanske mand mandag formiddag har taget plads i Retten i Sønderborg.
Han erkender grov vold med døden til følge, men nægter sig skyldig i drab, oplyser Lone Adolphsen, der er hans forsvarsadvokat.
Hvis man skal dømmes for drab, kræver det, at man har haft forsæt til at begå drab, og det er der ifølge advokaten ikke tale om.
Det var 29. januar 2022 om aftenen, at den 27-årige kvinde blev stukket ihjel på Aaløkke Asylcenter i Løgumkloster.
Den retsmedicinske undersøgelse viste, at kvinden havde pådraget sig 26 stiksår, snitsår og snitlæsioner i hovedet og på kroppen.
Den afghanske tolk kom med hustruen og deres fire børn til Danmark i august 2021 i forbindelse med Talibans indtog i den afghanske hovedstad, Kabul.
Nyfødt blev syg
Et femte barn, en nyfødt pige, nåede i første omgang ikke med ved evakueringen til Danmark.
Hun blev syg og derfor midlertidigt anbragt hos bedsteforældrene i Afghanistan.
Der gik efterfølgende flere dage, inden pigen blev genforenet med resten af sin familie i Danmark.
Historien blev blandt andet bragt i TV 2, og den tiltalte medvirkede samme år i tv-stationens årskavalkade, hvor tolken fortalte om evakueringen fra Afghanistan.
Foruden drab har anklagemyndigheden rejst tiltale for ulovlig besiddelse af den kniv, som tolken brugte til at stikke kvinden.
Hash til eget forbrug
Desuden er han tiltalt for kort efter drabet at have haft 12,15 gram hash til eget forbrug.
Udover en fængselsstraf går anklageren efter at få tolken idømt udvisning af Danmark for altid.
Den tiltalte ventes senere mandag at få mulighed for at afgive sin forklaring for dommere og nævninger.
Der er afsat fire retsdage til behandling af sagen.