Knivoffer mister fem liter blod
Efter at en kvinde blev overfaldet med kniv på Taastrup Torv mandag eftermiddag, er en 20-årig mand nu sigtet
En 20-årig mand er i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup sigtet for forsøg på manddrab. Han mistænkes for at have overfaldet en kvinde og stukket hende med en kniv på Taastrup Torv mandag eftermiddag.
Det skriver Ekstra Bladet.
Fik hjertestop
Anklageren har ifølge avisen oplyst, at kvinden blev stukket i halsen og fik hjertestop, men at hun efterfølgende blev genoplivet.
Det er politiets opfattelse, at den sigtede er psykisk syg.
Ifølge Ekstra Bladet har dommeren ved Retten i Glostrup valgt at varetægtsfængsle den 20-årige mand i ti dage, men da han vurderes til at være psykisk syg, skal han på sigt varetægtsfængsles i surrogat.
Afvist af dommeren
I øjeblikket har det ikke været muligt at finde et ledig plads i surrogat.
Anklageren ønskede, at dørene til grundlovsforhøret skulle lukkes, men det blev afvist af dommeren, skriver Ekstra Bladet.
Alvorligt kvæstet
Politiet modtog anmeldelsen om, at en kvinde var stukket med kniv på Taastrup Torv nær Taastrup Station klokken 16.39 mandag.
Her kunne patruljerne på stedet konstatere, at en kvinde i 40'erne var alvorligt kvæstet af skader efter overfaldet, og hun blev akut kørt til hospitalet.
Formentlig umotiveret
Politiet oplyste også, at de foreløbige undersøgelser viste, at den 20-årige mand formentlig overfaldt kvinden umotiveret, og at de ikke kendte hinanden.
Det vurderes forsat, at skaderne på det kvindelige offer er kritiske. Offeret er indlagt på Rigshospitalet, hvor hun er blevet opereret og har fået tilført fem liter blod, skriver Ekstra Bladet.
Beder borgere kigge forbi
Tirsdag er Københavns Vestegns Politi til stede på Taastrup Torv med en mobil politistation. Det skriver politiet i et opslag på det sociale medie X.
- Borgere, der har info om knivoverfaldet i går, er meget velkomne til at kigge forbi, lyder det i opslaget.