Knaldet: Kørte slalom på motorvej
En travl mand blev standset, da han kørte tåbeligt på motorvej
Hvis man opfører sig dumt, når man kører motorvej, så kan man være uheldig at blive opdaget.
Det var netop, hvad en 38-årig polsk mand på motorcykel opdagede, da han torsdag eftermiddag ikke bare havde alt for meget fart på, men også kørte decideret tåbeligt.
Sådan lyder det i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi
Ulovlige overhalinger
På Køge Bugt Motorvejen ved Solrød blev mandens kørsel opdaget af en betjent i en såkaldt video-bil, som kørte efter motorcyklisten.
Under optagelserne kørte manden 175 km/t på en strækning, hvor blot 110 er det tilladte, og derudover fortog han seks overhalinger højre om biler, der kørte i tæt trafik.
Skulle nå færge
Han kørte samtidig slalom rundt om trafikken.
Da betjenten fik stoppet den 38-årige mand, kunne han forklare, at årsagen til den høje fart var, at han skulle nå en færge.