Knaldet for 15.000 kr på cykelsti
En 31-årig mand har fået beslaglagt et 15.000 kroner dyrt el-løbehjul, der var blevet tunet til at kunne køre for hurtigt
En 31-årig mandlig løbehjulsentusiast mistede fredag sit 15.000 kroner dyre el-løbehjul efter en færdselskontrol i det vestlige Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi til Newsbreak.dk.
Manden kørte 50-60 kilometer i timen på Ringgaden ved Silkeborgvej, hvor han op ad bakke med en hastighed på mellem 50 og 60 kilometer i timen kørte slalom mellem cyklisterne.
- Løbehjulet blev beslaglagt, fordi det var tunet til at kunne køre for hurtigt, siger Anne Tiedemann, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.
Den tilladte hastighed for el-løbehjul er 20 kilometer i timen.
Hun oplyser, at det ikke er første gang politiet beslaglægger tunede el-løbehjul, men at det ikke sker ofte.
Retten skal senere tage stilling til, om el-løbehjulet skal konfiskeres.