Knaldet 31 gange uden kørekort
En 27-årig mand, som aldrig har taget kørekort, risikerer at få to biler konfiskeret
Selv om en 27-årig mand aldrig nogensinde har haft et kørekort, har det skam ikke afholdt ham fra at køre bil.
Intet mindre end 31 gange er han blevet snuppet af Nordjyllands Politi.
Det skriver TV2 Nord.
Den 27-årige, som kommer fra Nørresundby, skal for Retten i Aalborg på mandag.
153 i 80 km/t-zone
Det omfattende anklageskrift består af 86 punkter, heriblandt adskillige hastighedsovertrædelser.
Den 27-årige mand har gang på gang kørt med al for høj fart.
De seneste år er manden blandt andet blevet taget i at køre 146 kilometer i timen på motorvejen ved Nørresundby i en 90 km/t-zone, 87 kilometer i timen på Vangen i Nørresundby, hvor man må køre 50, og hele 153 kilometer i timen på Aalborgvej ved Aabybro, hvor det kun er tilladt at køre 80.
Kørte med stoffer i blodet
Den 27-årige er desuden blevet snuppet i at køre narkopåvirket og været i besiddelse af euforiserende stoffer, blandt andet kokain, og ulovlig besiddelse af en kniv og en peberspray.
Et krav fra anklagerens side lyder, at to biler skal beslaglægges og konfiskeres i forbindelse med sagen.