Klokken 9 vælter det med politi i gaderne

Flere politikredse er med

Politiet skal træne færdigheder. Her fra en øvelse i Aarhus.
Politiet skal træne færdigheder. Her fra en øvelse i Aarhus.
Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet skal træne realistiske situationer - derfor vil det onsdag fylde i gaderne.

Det betyder larm, påvirkning af trafikken og kampklædt politi.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi. 

"I den kommende tid vil man som borger kunne opleve fra første parket, når en række politikredse træner samarbejde og indsats ude i virkeligheden", skriver politiet.

Onsdagene den 27. oktober og den 24. november mellem klokken 9 og klokken 17 træner Fyns og Sydøstjyllands Politi Det mobile Indsatskoncept flere steder i Vejle. Politiskolen i Vindings skydebane kommer i brug i træningen og industriområdet nord for Fredericiavej lægger også location til øvelserne. 

- Øvelser er vigtige for at vi i fællesskab som et samlet politi på tværs af politikredse kan sættes ind med den fornødne kraft og være i strand til at arbejde ud fra de samme koncepter og forståelser, når det virkelig gælder, siger chefpolitiinspektør Klaus Munk Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

"Der er tale om teknisk træning i forskellige taktikker og manøvre, således at alle deltagere på tværs af politikredse får de samme færdigheder og forståelser klar til eventuel brug i skarpe situationer", oplyser Sydøstjyllands Politi.

Påvirkning af trafikken

Øvelserne vil kunne påvirke trafikken kortvarigt og så ser det jo ud, som om der er gang i den med en del kampklædt politi og politikøretøjer samlet. 

"Men det er altså kun øvelser og der er igen grund til bekymring", understreger politiet.

Demonstranter i gaderne

Torsdagene 28. oktober og 25. november, mellem klokken 10 og 15, udvides antallet af deltagende politikredse, således at ud over Fyns og Sydøstjyllands Politikredse, så deltager også Syd – og Sønderjyllands Politi, Midt – og Vestjyllands Politi, Østjyllands Politi og Nordjyllands Politi.

Disse to dage er det håndtering af demonstrationer, der er på øve programmet og det foregår i Fredericia. 

En ’demonstration’ vil gå fra centrum af Fredericia på JB. Nielsens Plads inden for voldene og til området ved Fredericia Idrætscenter. 

En del larm

Undervejs må man forvente at der vil ske forskellige ting, som skal teste øvelsesdeltagerne og deres handleevner. 

"Også her kan man forvente noget larm, når de helt sikkert særdeles bøvlede og larmende ’demonstranter’ udfordrer kollegaerne, så alle får god træning ud af det. Der vil deltage en hel del politibetjente på hver af dagene og betjentene vil på skift agere politi og demonstranter", står der i pressemeddelelsen.

Skal træne i 'naturlige omgivelser'

Der vil under træningen være en del politi- og indsatskøretøjer i øve området. Alle køretøjer, der deltager i øvelser, vil være markeret med ”POLITI ØVELSE”. 

Også her vil trafikken kortvarigt kunne blive påvirket af øvelserne, men det tilstræbes naturligvis, at ulempen for andre begrænses mest muligt.

- Det er også vigtigt, at vi træner i naturlige omgivelser og under naturtro vilkår, så vi virkelig bliver klar og skarpe. Og det er jo igen hemmelighed, at øvelser ofte tilrettelægges med endnu værre scenarier end virkeligheden kan byde på, så politifolkene skal nok få nogle gode og lærerige dage, siger Klaus Munk Nielsen.

Det mobile Indsatskoncept

Det mobile Indsatskoncept er en samlet tilgang til teknikker og manøvrer til brug for indsættelse af større styrker i forbindelse med eksempelvis civile uroligheder. Konceptet beskriver både strategisk, operationelt og taktisk niveau og består at politifolk fra alle politikredse, der har det som en særlig kompetence ved siden af deres almindelige arbejde. 

For at understøtte, at alle indsatte styrker på tværs af politikredse arbejder ensartet og ud fra de samme færdigheder og forståelser uddannes og trænes i konceptet i fællesskab i dansk politi.

Kilde: Sydøstjyllands Politi
Powered by Labrador CMS