Kimer politiet ned
Mange borgere frygter deling af intime billeder
Omkring 100 borgere har siden juni måned kontaktet Nordsjællands Politi i sag, hvor en 26-årig mand er sigtet for blufærdighedskrænkelse og uberettiget deling af intime billeder.
Ifølge politiets oplysninger har den 26-årige været administrator af et mappesystem, hvorfra der er blevet delt intime billeder af 887 borgere.
Breve sendt til forurettede
Nordsjællands Politi har sendt breve ud til alle de personer, som tidligere er blevet identificeret som forurettede.
Men derudover har 100 borgere altså henvendt sig til politiet i frygt for, om der er blevet delt intime billeder af dem i forbindelse med sagen.
- Det er helt forståeligt, at der er borgere, som er bekymrede for, om de også er blandt dem, der har fået delt billeder. Vi har kontaktet alle dem, som vi har identificeret, så har man ikke hørt fra os, kan man gå ud fra, at man ikke er blandt dem, som har fået delt billeder i denne sag, siger Kasper Guldager, politikommissær i Nordsjællands Politi, i en pressemeddelelse.
Umiddelbart efter, at Nordsjællands Politi fik kendskab til sagen, blev billederne sikret som bevismateriale, hvorefter politiet anmodede de platforme, hvor billederne lå, om at sørge for, at billederne blev slettet.