Kendt politiker-kone mistænkt for korruption

Domstol finder, at sag mod premierministerhustru er tilstrækkeligt underbygget til at fortsætte undersøgelse

Offentliggjort Sidst opdateret

Korruptionsundersøgelse af Begoña Gómez

Begoña Gómez, den spanske premierministers hustru, er indkaldt til at vidne i en korruptionsundersøgelse, der undersøger hendes forretningsforbindelser.

Undersøgelsen blev åbnet efter en klage fra Manos Limpias, en gruppe med forbindelser til den spanske højrefløj, og fokuserer på Gómez' forbindelser til virksomheder, der har modtaget statslige kontrakter.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En domstol i Madrid har tirsdag indkaldt den spanske premierministers hustru, Begoña Gómez, til at møde for en dommer for at afgive vidneforklaring 5. juli.

Det sker som led i en foreløbig korruptionsundersøgelse af hendes forretningsforbindelser.

Domstolen åbnede i april undersøgelsen af premierminister Pedro Sanchéz' hustru efter en klage fra en organisation med forbindelse til den spanske højrefløj.

Har afvist det

Anklagere havde anmodet om at få lukket undersøgelsen. Men det har domstolen afvist.

Der er fortsat storm om Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz, og hans hustru, Begoña Gómez, i forbindelse med undersøgelse af sidstnævnte. (Arkivfoto).

- Der er bevismateriale, som peger på, at en påstået forbrydelse er begået, står der ifølge nyhedsbureauet AFP i retsdokumenter.

De beviser er mere end "blot en mistanke" og "tilstrækkeligt" til at lade undersøgelsen fortsætte, står der i retsdokumenterne.

Løgne i massevis

Regeringstalsperson Pilar Alegria hævder til gengæld, at sagen er baseret på "løgne og misinformation".

- Vi ved, at der absolut ikke er noget at komme efter, siger Alegria.

I april fik undersøgelsen til spaniernes store overraskelse Sanchez til at meddele, at han overvejede, om han skulle trække sig.

Premierministeren tog sig en tænkepause på fem dage og sagde så, at han ville fortsætte.

Oppositionen beskyldte Sanchez for rent politisk teater og for aldrig reelt at have overvejet at træde tilbage.

Hemmeligt

Domstolen har ikke oplyst, hvad efterforskningen omhandler. Ifølge det spanske medie El Confidencial undersøges Begoña Gómez' forbindelse til private virksomheder. De skal have indgået statslige kontrakter og fået økonomisk støtte fra Spaniens regering under pandemien.

Centralt i sagen om mulig korruption står gruppen Manos Limpias.

Den har som formål at bekæmpe korruption og indsendte en klage til den spanske domstol over Sanchéz' hustru.

Højrefløjen

Gruppen ledes af Miguel Bernad, som har forbindelse til den yderste højrefløj i Spanien.

Manos Limpias har sagt, at klagen til domstolen baserer sig på mediehistorier.

Gruppen har tidligere anlagt en række sager mod politikere uden succes.

Powered by Labrador CMS