Kastede chokolade i hovedet på passager
Patruljer ledte efter manden
Politiet fik mandag klokken 17.05 en anmeldelse om vold i et tog ved Roskilde Station, da en mand var blevet ophidset, efter at en passager havde bedt ham dæmpe sig, fordi han sad i en stillezone.
Manden kastede herefter en plade chokolade i hovedet på den passager, der havde bedt ham dæmpe sig, og passageren fik i den forbindelse en flænge ved det ene øjenbryn.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Ledte efter ham
Flere patruljer blev sendt til området for at lede efter den ophidsede mand, der i mellemtiden havde forladt toget.
Det lykkedes ikke umiddelbart at finde ham, men efterforskning i sagen har nu ført til, at politiet har haft kontakt til en 21-årig mand fra Vestsjælland.
Han er sigtet for voldsforholdet, men nægter sig skyldig i sagen.