Kaos på Storebælt: Delvist spærret

Storebæltsbroen var natten til mandag lukket for biltrafik i begge retning, efter lastbil var brudt i brand

Offentliggjort Sidst opdateret

Brand på Storebæltsbroen skaber trafikproblemer

En lastbil brød i brand nær Sprogø natten til mandag.

Storebæltsbroen blev lukket for al biltrafik i begge retninger.

Trafikken blev delvist genåbnet med én vognbane i begge retninger.

Årsagen til branden er stadig ukendt.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det køres tidligt mandag morgen med nedsat hastighed på Storebæltsbroen, efter at en lastbil natten til mandag brød i brand nær Sprogø.

Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i et opslag på X.

Branden i lastbilen betød, at broen natten til mandag blev lukket for al biltrafik i begge retninger.

Helt lukket

Sund & Bælt oplyste klokken 02.15, at der var lukket for biltrafik over Storebæltsbroen i retning mod Fyn.

Kort herefter blev broen lukket for biltrafik i begge retninger.

- Lastbilen kører mod Fyn, da der går ild i den. Den er lastet med noget træ, som der går ild i. Noget af det vælter ud på kørebanen, sagde vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters politi Christian Rosenstrøm omkring klokken 02.45.

Ukendt årsag

Ingen personer kom til skade i forbindelse med hændelsen.

Det er uvist, hvad der var årsag til, at branden startede.

- Vi har lukket for trafikken i begge retninger, fordi vi tømmer broen og håber på at lave noget overledning, hvor vi kan åbne op for færdsel i begge retninger i det ene spor, lød det 02.45 fra Christian Rosenstrøm.

Delvist genåbnet

Klokken 04.16 oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i et opslag på X, at der er genåbnet for trafikken i den ene vognbane.

- Der er nu åbent for trafikken med én vognbane i begge retninger i det sydlige spor på Storebæltsbroen. Der pågår stadig slukningsarbejde i det nordlige spor, hvorfor der køres med nedsat hastighed.

Det fremgår ikke, hvornår der vil blive åbnet for trafik i begge vognbaner.

Powered by Labrador CMS