Kaninmishandler hærger: -Vi er i chok
I weekenden blev en kanin mishandlet til døde i Dyreparken NBV i Hjørring. Det er ikke første gang, at en af parkens kaniner er blevet dræbt, og medarbejderne frygter, at det vil ske igen
- Borgerne er kede af det og bange. Jeg tror, at de kommer til at være påvirket af, hvad der er sket, resten af livet, konstaterer dyrepasser Anette Jensen.
Det, som dyrepasseren omtaler, er et kanindrab, der har fundet sted i Dyreparken NBV i Hjørring.
Mellem lørdag den 5. juni klokken 12.30 og søndag den 6. juni klokken 12 er en kanin blevet mishandlet til døde af en eller flere ukendte gerningsmænd.
-Skrækkeligt
Dyreparken NBV er et dagtilbud for borgere med forskellige handicap og funktionsnedsættelser. Det er borgerne, som passer alle dyrene - kaniner, marsvin, geder, skildpadder, slanger, papegøjer og mange flere - samt viser besøgende rundt.
- Vi er alle i chok. Det er skrækkeligt, at nogen kan finde på at gøre sådan noget, siger 41-årige Anette, som har været dyrepasser i Dyreparken NBV i 12 år, til Newsbreak.dk.
Lunger knust med hårde slag
Det har vist sig, at kaninen blev tæsket ihjel.
- Der er blevet brugt en hård genstand til at slå den ihjel, fortæller Anette Jensen.
Dyrepasseren håbede, at kaninen "bare" var blevet bidt af en ræv eller var død af naturlige årsager. Men der var ikke tegn på bidemærker.
- Man kunne ikke med det blotte øje se, hvad kaninen var blevet udsat for. Men da dyrlægen åbnede den døde kanin op, kunne man se, at lungerne var knust. Den havde fået hårde slag, fortæller hun videre.
Kravlede over hegn
Dyreparken og parkens anlæg er ikke lukket af. Det vil sige, at besøgende godt kan bevæge sig rundt i parken efter lukketid, og dyrene kan gå ind og ud.
- Der var låst ind til kaninernes anlæg, men hegnet er ikke så højt, så man kan godt kravle over det. Det er det, som gerningsmændene har gjort.
Kanindrab sket før
Det er faktisk hændt en gang før, at en kanin er blevet dræbt i Dyreparken NBV. Den første hændelse ligger cirka fire måneder tilbage i tiden. Og i weekenden skete det så altså igen.
- Efter første hændelse skaffede vi nye kaniner, for vi nægtede at tro, at endnu en kanin ville blive slået ihjel, siger Anette Jensen.
Gerningsmændene er stadig på fri fod.
Dyrepasseren har en mistanke om, at det er de samme gerningsmænd, som har været på spil denne gang. For i begge tilfælde har de begået hærværk og slået kaniner ihjel.
De to sager er anmeldt som hærværk til Nordjyllands Politi.
- Det er svært for politiet at opklare sagerne, da der ikke var nogen vidner til hændelserne, siger Anette Jensen.
Knytter sig til dyrene
Det er et frygteligt tab, som medarbejdere i dyreparken har lidt, lyder det fra dyrepasseren.
- Borgerne knytter sig til de dyr, de passer. De går op i deres arbejde, fortæller hun og fortsætter:
- Og de frygter, at andre af vores dyr vil blive udsat for samme behandling.
Videoovervågning sat op
Nu er der blevet sat videoovervågning op i Dyreparken NBV, hvilket de skilter med, for at undgå endnu et kanindrab.
Men det betyder ikke, at der flytter flere kaniner ind i parken lige foreløbig.
- Vi tør ikke at skaffe nye. Vi skal først have bygget et nyt anlæg med højere hegn, siger Anette Jensen.
- Og vi skal vi lige komme os over chokket først, tilføjer hun.
Hvis man har oplysninger om de to hændelser i dyreparken i Hjørring, kan man kontakte politiet på 1-1-4.