Kan ikke finde sin bil efter restaurantbesøg
Det er helt væk, hvor den er parkeret
Man kender det godt.
Man har parkeret bilen på en større parkeringsplads, og så kommer man tilbage efter en større indkøbstur, og så skal man lige orientere sig, før man husker, hvor man har parkeret.
Sådan er det bare ikke for Christina Theilgaard - eller rettere hendes svoger.
Han har været på restaurant i Roskilde.
Og nu kan han - på grund af begyndende demens - ikke huske, hvor han parkerede sin bil.
Det er sn.dk, der fortæller historien.
Nødråb
Nu sender hun et nødråb på svogerens vegne, så han måske får sin bil igen.
Det var i den forgangne weekend, at han parkerede bilen .
Han har spist på Restaurant Pipers Hus i Roskilde Bypark.
Men han mener, at han spadserede mindst 30 minutter til restauranten efter at have parkeret bilen.
Ikke let
- Det er som at lede efter en nål i en høstak, vi aner ikke, hvor den er, siger Christina Theilgaard til sn.dk.
Hun var rundt i Roskilde onsdag sammen med svogeren uden at finde bilen.
Både Midt- og Vestsjællands Politi og Roskilde Kommunes parkeringsvagter er orienteret om den herreløse bil.
Vil du hjælpe Christina med at finde svogerens bil, skal du kigge efter følgende køretøj.
En grå Kia Rio med 5 døre med nummerpladen DZ 51 187.
Ser du bilen, så kontakt Midt- og Vestsjællands Politi, så vil de sørge for, at den bliver genforenet med sin ejermand.