Kan dræbe ved indånding

Farlig flaske forsvundet fra aflåst skur

Offentliggjort

Østjyllands Politi advarer fredag eftermiddag i en pressemeddelelse mod en farlig flaske.

Torsdag formiddag kl. 11.02 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en flaske med gasarten carbonmonoxid angiveligt var blevet stjålet fra et aflåst skur med tilknytning til universitetet. 

 Ifølge anmeldelsen indeholder flasken en lugtløs gasart, som kan dræbe ved indånding, og politiet advarer derfor mod åbning af flasken.

Ifølge anmeldelsen skulle flasken være brugt til forsøg i forskningsøjemed på universitet. 

Indholdet kan derimod udgøre en alvorlig fare, hvis flasken kommer i de forkerte hænder.

Advarer

Østjyllands Politi advarer nu mod åbning og eventuel indånding af flaskens indhold.

Denne grafik viser nogenlunde, hvordan den farlige flaske ser ud.

- Hvis man eksempelvis har fået fingre i flasken med det formål at indånde den som et rusmiddel, er det forbundet med en stor risiko for pludseligt dødsfald.

- Flasken kan også forårsage store skader, hvis den ikke håndteres korrekt og eksempelvis bliver åbnet i et mindre rum, siger politikommissær Anders Blak Nybroe fra Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi kan endnu ikke med sikkerhed konkludere, at flasken med den farlige gasart er blevet stjålet fra det aflåste betonskur, men det har endnu ikke været muligt at klarlægge, hvordan den er forsvundet fra skuret.

Sådan ser flasken ud

Flere personer er allerede blevet afhørt til sagen, og Østjyllands Politi fortsætter sin efterforskning. 

Hvis man bliver tilbudt at købe flasken eller har oplysninger om, hvor den befinder sig, bedes man kontakte politiet på telefonnummer 114.

Flasken betegnes som værende en grå flaske med et gult bånd i toppen.

Flasken er omkring 50-60 cm høj og har flere påtrykte advarsler på sig i form af bl.a. et dødningehoved og teksten ”GIFT”.

Powered by Labrador CMS