Kampvogn i fuld fart på hovedvej
- Giv plads
- Vis gerne hensyn, der er en kampvogn på vej ad hovedvej A11.
Sådan skriver Midt- og Vestjyllands Politi i et tweet sent onsdag eftermiddag.
På grund af sneglatte veje kan en blokvogn med kampvogn ikke køre op ad bakke på Hovedvej 11, Skjernvej N for Ørnhøj. Leopard kampvognen har derfor fået tilladelse til, for egen kraft, at køre på A11 i nordlig retning mod Holstebro, hjem til kasernen. Vis gerne hensyn #politidk
— Midt- & Vestjyllands Politi (@MVJPoliti) December 14, 2022
Men bare rolig, kære trafikanter - Ukraine-krigen er ikke kommet til Danmark.
Det er snevejret, der giver problemer.
Kan ikke komme frem
Leopard kampvognen blev oprindelig fragtet på en blokvogn, men på grund af de sneglatte veje, kan blokvognen ikke komme op ad bakken på Hovedvej 11, Skjernvej nord for Ørnhøj.
Derfor har kampvognen - rent undtagelsesvis - fået lov til at køre for egen kraft på A11 i nordlig retning mod Holstebro hjem til kasernen.
Så spær øjnene op og nyd synet, når den på sine larvefødder forcerer sneen, som om den kørte på en sommertør motorvej.