Kærer løsladelse efter grusom dødsulykke
En mand blev løsladt efter varetægtsfængsling for rolle i trafikulykke med tre dræbte. Løsladelse er kæret
Landsretten skal vurdere, om en 24-årig mand, der er sigtet for at have spillet en rolle i en dødsulykke med tre dræbte, skal være på fri fod.
Anklagemyndigheden har kæret løsladelsen af ham. Det oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.
Sagen omhandler en trafikulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse tidligt om morgenen lørdag den 6. juli. Her kørte to personbiler frontalt ind i hinanden. I den ene bil sad en 33-årig mand, og han blev dræbt i ulykken.
Det samme blev et forældrepar i den anden bil. På bagsædet af denne bil sad deres to børn, der er i skolealderen, og de blev livsfarligt kvæstet i ulykken.
Kørte om kap
Ifølge anklagemyndigheden kørte den 24-årige og den 33-årige om kap op til ulykken. Derfor er den 24-årige sigtet for vanvidskørsel, uagtsomt manddrab og for at stikke af fra ulykken.
I ulykken kørte en 33-årig mand frontalt sammen med en bil, hvor der sad et forældrepar og to børn i skolealderen.
Manden blev anholdt samme dag, ulykken fandt sted, og i et grundlovsforhør den følgende dag nægtede han sig skyldig i den alvorlige sigtelse.
Dommeren fandt dog grundlag for at varetægtsfængsle ham i ti dage, og den kendelse kærede den 24-årige ikke.
Afgørelse uklar
Den 17. juli stod fængslingen til at udløbe, og derfor blev der afholdt et nyt retsmøde, hvor den 24-årige på den ene side krævede at blive løsladt, og anklagemyndigheden krævede ham fortsat fængslet.
Denne gang gik det ikke anklagemyndighedens vej, og dommeren satte manden på fri fod. En sådan afgørelse kan kæres, hvilket betyder, at en højere retsinstans skal vurdere spørgsmålet på ny.
Dermed skal Østre Landsret se på, om den 24-årige skal varetægtsfængsles i sagen igen. Det vides ikke, hvornår landsretten vurderer spørgsmålet.