Kæmpe drama: Person anholdt på båd
En 53-årig mand fra Struer er blevet anholdt efter at have fremsat både trusler mod en borger og politiet
Onsdag eftermiddag og aften var Midt- og Vestjyllands Politi massivt til stede i Struer.
Her havde en 53-årig mand begået trusler på livet mod en privatperson samt trusler mod politiet.
Nu er manden blevet anholdt og sigtet.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Anholdt på båd
Politiet havde flere gange kontakt med manden, men han nægtede at overgive sig frivilligt.
- Derfor valgte politiet at sprøjte vand på manden, da han et kort øjeblik ved 23.30-tiden havde bevæget sig uden for på båden. Manden faldt i vandet, og blev efterfølgende hjulpet op og anholdt, oplyser poltiet i pressemeddelelsen.
Fandt håndgranat
Det viste sig også, at manden var i besiddelse af en håndgranat, som politiet efterfølgende fandt i forbindelse med anholdelsen.
- Jeg er glad for, at det lykkedes os at afslutte det her på en god og ordentlig måde, uden nogen kom til skade, skriver politiet.
Politiet er fortsat i gang med undersøgelser på og omkring båden. Torsdag vil der blive taget stilling til, om den 53-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør, lyder meldingen fra politiet.