Jesper vågnede ved braget
Jesper Bak spænede ned for at stoppe et rambuktyveri i hans butik
- Jesper, Jesper, de kører ind i butikken, lød det fra Jesper Baks kone, da voldsomme brag lød fra gaden.
To etager under hans lejlighed ligger hans brillebutik, Bak Optics, hvor et rambuktyveri udspillede sig tirsdag klokken 23.
Det lykkedes gerningsmænd at bryde gennem facaden med en bil.
Men den handlekraftige ejer valgte dog at tage sagen i egen hånd.
- Jeg råber 'Hvad fanden har I gang i?' og løber ned efter dem, fortæller Jesper Bak om de minutter gerningsmændene var inde i butikken.
Vred og frustreret
Men imens han forsøgte at komme ned til dem var de dog kørt igen.
- Set i bakspejlet, så var det nok godt, at de var kørt. Man ved ikke, hvad der så kunne være sket. Men man handler jo i affekt, siger han til Newsbreak.dk.
Og det var netop følelserne, der drev butiksejeren tirsdag aften, da han spænede efter gerningsmændene.
- Jeg blev enormt vred og frustreret. Og faktisk blev jeg også ked af det og tænkte, 'Hvorfor gør i sådan noget her?'
Chokerede medarbejdere
Også medarbejderne var mærket af at møde ind til en endevendt arbejdsplads.
- Vi er nødt til at tage det i stiv arm, men de er selvfølgelig chokerede. Det er en optikerforretning, og det her er noget man normalt ser i en juvelerbutik. Men heldigvis er ingen kommet til skade eller blevet holdt op, erkender indehaveren.
Tyvene slap afsted med 50 solbriller af mærket Channel, og derfor kan de ende i omløb på hælermarkedet.