-Jeg synes det er uartigt
To ældre mennesker stak af efter at have ramt en bil på en p-plads. Flugtbilisterne skal ikke slippe godt fra det, mener bilejer Bolette Bastkjær
- Det er frækt. Jeg synes, at det er uartigt. Alle kan komme til at ramme en bil, men jeg forstår ikke, at de ikke ventede på mig og erkendte, hvad de havde gjort, påpeger Bolette Bastkjær.
30-årige Bolette Bastkjær handlede ind i Rema 1000 i Langeskov ved middagstid forleden.
Da hun kom ud af butikken, viser det sig, at nogen i mellemtiden havde påkørt hendes bil.
Fanget på overvågningen
Til Bolette Bastkjærs held overværede et par unge mænd påkørslen.
De kunne fortælle, at to ældre mennesker, som de formodede er et ægtepar, var kørt ind i hendes bil og flygtet fra parkeringspladsen.
- Jeg spurgte den ene, om han havde tid til at gå med ind i Rema 1000 og kigge videoovervågningen igennem, fortæller Bolette Bastkjær til Newsbreak.dk.
- Han udpegede den ældre kvinde, som havde været inde for at handle. Den ældre mand var blevet i bilen imens, og det var ham som kørte. Man kunne se på overvågningen, at de kørte væk efter at have ramt min bil, fortsætter hun.
"Skal stilles til ansvar"
Den 30-årige bilejer er forarget over, at den ældre mand og ældre kvinde valgte at tage flugten.
- Man forventer ikke, at to ældre mennesker er så uærlige og kan finde på at stikke af. Jeg ville ønske, at de havde været ærlige, siger hun.
I første omgang ville Fyns Politi ikke gå videre med sagen, men politiet er kommet på andre tanker.
Bolette Bastkjær har et håb om, at de to ældre flugtbilister ikke slipper godt fra deres dårlige opførsel.
- Jeg håber, at politiet finder frem til dem. Det er uretfærdigt, hvis de ikke kommer til at stå til regnskab for det, de har gjort. De skal stilles til ansvar, slår hun fast.