Jagter Danmarks travleste smykketyv
Politiet beder borgerne om hjælp efter 17 indbrud i weekenden
Syd- og Sønderjyllands Politi halser efter en formentlig særdeles effektiv indbrudstyv, der alene i weekenden mistænkes for at stå bag ikke færre end 17 indbrud i Vejen Kom mune.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet regner med, at den samme gerningsmand står bag de fleste af de 17 indbrud.
Ved næsten alle indbruddene er der brugt samme fremgangsmåde, hvor indbrudstyven har knust ruder og især er gået efter smykker.
Tager sagen alvorligt
Syd- og Sønderjyllands politi har spor at gå efter og efterforsker indbruddene intensivt.
- Vi tager sagen meget alvorligt og hører gerne fra borgere, hvis de kan hjælpe os, siger politikommissær Ole Rahbæk Thomsen fra lokalpolitiet i Haderslev.
På baggrund af de mange indbrud besøger politiets mobile politistation Vejen på onsdag den 16. februar. Betjentene vil være på Dalgårdsvej mellem klokken 15 og 17, hvor alle borgere er velkomne til at komme med informationer eller få en snak, hvis man føler sig utryg.