Jagtede drenge i varevogn
Nordsjællands Politi takker for mange henvendelser i sag om drenge, som blev antastet af mand i varevogn
Nordsjællands Politi har fået mange henvendelser i en sag, hvor to drenge blev forsøgt tvunget ind i en sort varevogn i Nivå.
Men indtil videre har det ikke givet resultater, skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
- Vi tager denne type anmeldelser særdeles alvorligt, og de bliver undersøgt meget grundigt.
Der er ingen tvivl om, at drengene i de her sager har haft en oplevelse af, at de har været ude for noget, som de er blevet urolige over og berørte af, siger politiinspektør Svend Foldager i meddelelsen.
Mand jagtede drenge
Han takker samtidig for de mange henvendelser.
Hændelsen blev anmeldt til politiet i starten af februar.
Ifølge politiet kørte en mand efter drengene på Rødehusvej og ved Æblets Kvarter og sagde flere gange til dem, at de skulle sætte sig ind i hans sorte varebil.
Søgte tilflugt ved skole
På et tidspunkt løb manden endda efter drengene, som senere søgte tilflugt på en skole og her fik kontakt med en voksen.
Nordsjællands Politi har nu taget initiativ til et møde med skoleinspektørerne i politikredsen. Her vil politiet orientere om dets arbejde i den type sager, lyder det.
Politiet håber, at det kan være med til at skabe en større tryghed.
Havde tonede ruder
- Det er fuldt forståeligt, at sådanne oplysninger skaber bekymring både blandt børn, deres forældre og i skolerne, og det er vigtigt, at der er en tæt dialog om den hændelse, som børnene har oplevet som meget ubehagelig. Samtidig er det afgørende, at vi ikke skræmmer børnene unødigt, udtaler Svend Foldager i meddelelsen.
Politiet har tidligere oplyst, at varevognen er sort og har tonede ruder. Manden er blevet beskrevet som mellem 45 og 50 år, spinkel af bygning og blandt andet iført orange skibukser.
Nordsjællands Politi har haft en lignende sag i Hørsholm.
Her efterlyste politiet et kvindeligt vidne, som havde luftet en hund. Men vedkommende har ikke henvendt sig, lyder det i pressemeddelelsen.