Jaget dansker anholdt i udlandet
Han er angiveligt mistænkt for to drabsforsøg i henholdsvis Danmark og Portugal inden for få måneder
24-årige Anders Hove Christensen har været efterlyst for drabsforsøg af dansk politi siden august.
Men nu er den 24-årige angiveligt blevet anholdt for endnu et drabsforsøg i Portugal, skriver det portugisiske medie CM Jornal.
Ifølge mediet forsøgte danskeren at dræbe en mand i 40'erne med kniv som følge af et skænderi mellem de to.
Politiet bekræfter anholdelse
Østjyllands Politi kan ikke bekræfte, at der er tale om endnu et drabsforsøg. Men på Twitter skriver politiet, at den 24-årige mand er anholdt for et alvorligt forhold i Portugal og varetægtsfængslet i landet.
"Han er blevet anholdt for nogle forhold, som er begået i Portugal, og vi er nu i dialog med de portugisiske myndigheder med henblik på at få ham udleveret," oplyser Østjyllands Politi til B.T.
Efterlyste Anders Hove Christensen har været på flugt siden 13. august. Han er mistænkt for at begå et drabsforsøg i Aarhus, hvor en 33-årig mand blev stukket med en kniv.
Politiet frarådede borgere, at de selv tog kontakt til den formodede gerningsmand.