Jager unge hærværksmænd
Skyder til måls mod biler med isklumper
Syd- og Sønderjyllands Politi aktiverer nu dele af politistyrken for at finde en flok unge hærværksmænd.
Hærværket fandt sted lørdag aften i byen Brørup, der ligger midt imellem Kolding og Esbjerg.
Her fik flere bilister bombarderet deres biler med isklumper.
Og emnet er blevet diskuteret vidt og bredt i en lokal Facebookgruppe søndag, og mistanken samler sig om en flok store drenge.
Søger hjælp til identifikation
Og søndag aften rakte Syd- og Sønderjyllands Politi dels ud til de ramte bilejere, dels til folk fra Brørup, som kan hjælpe med at opklare sagen.
- Er du én af bilisterne og har din bil fået skade, kan du anmelde forholdet som hærværk via 114, skriver politiet på Twitter.
Og i forhold til hærværksmændene søger Syd- og Sønderjyllands Politi oplysninger, der kan føre til identifikation af de unge, "da vi meget gerne vil have en lille snak med de unge mennesker", som politiet skriver.