Irriteret bilist skød på motorvej
En 39-årig mand var bange for at blive påkørt på motorvejen og trak en pistol. Han er tiltalt for drabsforsøg
En septemberaften sidste år kørte en 39-årig mand i midterbanen på Helsingørmotorvejen. Her blinkede han med det lange lys af en forankørende for at få ham til at trække ind, så han kunne overhale.
Men i stedet bremsede den forankørende, og det fik den i dag 39-årige til at trække en pistol, forklarer han fredag ved Retten i Lyngby, hvor han blandt andet er tiltalt for drabsforsøg.
Nægter sig skyldig
- Jeg var bange for, at bilisten ville påkøre mig, og derfor ville jeg forskrække ham, siger han.
Han nægter sig skyldig i drabsforsøg.
Ifølge anklagemyndigheden blev mindst seks skud affyret mod den anden bilist.
Knuste ruder
Politiet kørte efter skudepisoden ud til den ramte bil, der holdt i nødsporet på Helsingørmotorvejen.
Her sad en mand i starten af 40'erne. Ruderne i hans bil var knuste, men manden selv var ikke blevet ramt. Ifølge politiet var manden i chok, og derfor havde de svært ved at afhøre ham.
Politiet anholdt kort tid efter den 39-årige tiltalte på hans bopæl i Rødovre.
Fandt patronhylstre
Her lå en pistol, et magasin og patroner på spisebordet i stuen. Også et patronhylster blev fundet i skraldespanden på mandens altan, mens seks patronhylstre senere blev fundet på Helsingørmotorvejen.
Manden har fredag oplyst i retten, at han har en fortid i militæret og har gået i en skydeklub i de sidste 16 år.
På vej fra skydeklub
Han havde også været i skydeklubben, lige inden han kørte ud på Helsingørmotorvejen, hvor han var på vej hen for at hente sin kæreste.
Anklageren spørger i retten den 39-årige, om han tidligere er blevet irriteret i trafikken.
- Jeg kan godt blive irriteret på andre bilister, svarer han.
Havde flere våben
Manden erkender desuden at have været i besiddelse af flere våben, som politiet fandt i bagagerummet på hans bil og i hans lejlighed.
Blandt andet en butterflykniv, en halskniv, en kastestjerne, en økse af metal og flere skydevåben. Anklagemyndigheden ønsker derudover konfiskere mandens bil, og at han får frakendt retten til at køre bil.
Skal vurdere om han ville dræbe
Der er sat to retsdage af til sagen. Her skal retten blandt andet vurdere, om den 39-årige havde til hensigt at dræbe den anden bilist.
Dommen forventes i slutningen af september, når manden er blevet mentalundersøgt.