Infektion rammer danskere over hele landet

Har måske fundet kilden

Offentliggjort

En landsdækkende salmonellaepidemi har muligvis ramt Danmark.

DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut advarer mandag, efter at  40 danskere spredt over hele Danmark er konstateret smittet med samme type salmonella

Der registreres fortsat nye tilfælde, skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Solgt i supermarkedet

De tre myndigheder mistænker hakket kød for at være smittekilden.

De smittede er 24 mænd og 16 kvinder i alderen 0-83 år. 

De første undersøgelser viser, at patienterne ikke har været ude at rejse, ikke har spist på de samme restauranter og ikke har deltaget i nogle fælles arrangementer. 

Da patienterne bor i hele landet, tyder det derfor på, at det er en fødevare, der har været solgt i supermarkeder landet over.

Hakket kød

- Vi arbejder på at finde ud af, hvad der er skyld i udbruddet. Foreløbige undersøgelser peger på, at smittekilden kunne være hakket kød solgt i supermarkeder,” udtaler epidemiolog Luise Müller, Statens Serum Institut.

Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen til, at forbrugerne er ekstra opmærksomme på hygiejne i køkkenet.

- Selvom vi endnu ikke ved med sikkerhed, hvad der har gjort folk syge med salmonella, vil vi gerne have at forbrugerne er ekstra opmærksomme på den gode køkkenhygiejne. 

- Det er vigtigt, at man gennemsteger hakket kød, holder det spiseklare adskilt fra det rå kød og lader være med at smage på det rå kød, siger Annette Perge fra Fødevarestyrelsen.

Sådan kan du undgå at blive smittet med salmonella

Vask hænder, inden du går i gang med at lave mad og efter at have rørt ved råt kød

Undlad at smage på råt kød fx frikadellefarsen

Hold det rå kød adskilt fra den spiseklare mad fx salat

Gennemsteg/gennemkog hakket kød

Infektion med salmonella giver typisk almen utilpashed, diarré, ondt i maven, eventuelt kvalme, opkastninger og feber. Infektionen ledsages ofte af ledsmerter, muskelsmerter og hovedpine. 

Powered by Labrador CMS