Svensk prins gifter sig i juni
Nu har det svenske kongehus oplyst datoen for, hvornår prins Carl Philip og Sofia Hellqvist skal sige ja til hinanden.
Det bliver uden tvivl en stor, folkelig begivenhed, når den svenske prins Carl Philip gifter sig med sin forlovede, Sofia Hellqvist.
Kongehuset oplyser nu, at den store begivenhed finder sted den 13. juni 2015.
Vielsen finder sted i slotskirken på kongeslottet i Stockholm, hvor også både storesøster kronprinsesse Victoria og lillesøster prinsesse Madeleine tidligere er blevet gift.
– Vi ser frem mod et sommerbryllup i midten af juni, hvor Sverige er meget smukt. Det er en stor dag for os og vi er meget glade, siger parret i en pressemeddelelse fra det svenske kongehus.
Det forelskede par forlovede sig sidste år i juni efter nogle års kæresterier, som har været fulgt tæt af den svenske presse, da Sofia Hellqvist er tidligere deltager i realityprogrammet ‘Paradise Hotel’.
Den 35-årige prins har tidligere rost sin forlovede til skyerne i tv-talkshowet ‘Hellenius Hörna’.
– Sofia er en fantastisk kvinde, og jeg er verdens lykkeligste. Hun er ydmyg, har fødderne godt plantet på jorden, er klog, intelligent og engageret, lød det fra prinsen.
Parret blev forlovet den 27. juni i år.
Newspaq