I nat: Teenager knaldet for vanvidskørsel
Sigtet for at køre 162 kilometer i timen i en 60-kilometers-zone
Politiet har natten til søndag sigtet en 19-årig mand for vanvidskørsel på Østerbro i København.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Stefan Ladeby.
Manden er samtidig sigtet for at køre under påvirkning af stoffer.
Politiet havde i løbet af natten en patrulje på arbejde ved Helsingørmotorvejen i indadgående retning.
Her målte de bilisternes hastighed, da de klokken 01.13 blev opmærksomme på den 19-årige.
Han kørte 162 kilometer i timen i en 60-kilometers-zone.
- Det er en overtrædelse af hastighedsgrænsen, og når det er en overtrædelse på mere end 100 procent, er der tale om vanvidsbilisme, forklarer Stefan Ladeby.
Føreren er derfor blevet sigtet for vanvidskørsel.
Påvirket af stoffer
Da den 19-årige mand blev stoppet af politiet stod det dog klart, at han desuden var påvirket af euforiserende stoffer, lyder det.
- I forbindelse med at vi stopper ham, kan vi konstatere, at han er påvirket af euforiserende stoffer, hvilket han ligeledes bliver sigtet for.
Mandens køretøj - en Volkswagen Golf - er blevet beslaglagt.
- Den er blevet beslaglagt med henblik på konfiskation, oplyser vagtchefen.
Stefan Ladeby tilføjer, at ingen er kommet til skade i forbindelse med vanvidskørslen.