I nat: Dramatisk redningsaktion
Brandvæsen måtte redde 20-årig mand fra taget af hans bil, efter at han var kørt i Skørring Å i Østjylland
Brandvæsnet i Østjylland har natten til lørdag været ude i nærheden af den lille by Skørring, hvor det har måttet redde en 20-årig mand fra taget af hans bil, som var endt ude i Skørring Å.
Det oplyser Chris Mose, som er vagtchef ved Østjyllands Politi.
Mose fortæller, at politiet fik anmeldelsen om et solouheld klokken 00.45.
Anmelderen fik forklaret politiet, at han ringede, fordi hans 20-årige kammerat var kørt af vejbanen og endt ude i åen ved Skørring, som ligger godt 20 kilometer nord for Aarhus.
Politiet og brandvæsnet rykkede derfor ud til stedet, hvor det rigtigt nok fandt den forulykkede på taget af sin bil.
- Han er kørt i åen og er kommet op på taget af bilen, fortæller Chris Mose.
Brækket benet
Brandvæsnet fik reddet manden fra taget af bilen, og politipatruljen på stedet vurderede umiddelbart, at manden formentlig har brækket benet.
Han blev derfor kørt på Aarhus Universitetshospital, hvor han skulle undersøges.
Chris Mose fortæller, at politiet omkring klokken 03.00 natten til lørdag først lige er blevet færdige på stedet, og at det stadig er uklart, om manden skal sigtes for noget.