I livsfare efter ulykke
Fyldt skolebus i ulykke med personbil
En skolebus med 16 elever om bord er onsdag stødt sammen med en personbil ved Terndrup, rapporterer flere medier.
Eleverne er alle uskadte, men føreren af personbilen, en 23-årig mand fra lokalområdet, er bragt til sygehuset i kritisk tilstand.
Ifølge Ekstra Bladet modtog politiet anmeldelsen om ulykken på Aalborgvej ved Terndrup klokken 07.29.
16 elever i alderen 7 til 14 år befandt sig i skolebussen, som kolliderede med bilen i forbindelse med et venstresving.
Blev hentet af anden bus
Eleverne er ifølge Nordjyske blevet afhentet af en anden bus og er kørt væk fra stedet.
Nordjyllands Politi har tilkaldt en bilinspektør, som skal undersøge årsagen til ulykken.
Hastigheden dræber
• Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.
• For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.
• 2013 – 2018 omkom 403 personer i en trafikulykke, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller forholdene. I 72 procent af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28 procent var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
• Ved 80 km/t. kører du cirka 33 meter mens du reagerer, og efter ca. 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t. bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
• Hvis 2 bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30% af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60 procent ved en hastighed på 90 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
• Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t. vil ulykken være fatal i 60 procent af tilfældene. Risikoen stiger til 80 procent ved 90 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
• De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje. 62 procent af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. 38 procent af dødsulykkerne sker med en overskridelse på mere end 20 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
En bilinspektør er en ekspert med ingeniørbaggrund, der ud fra undersøgelser på ulykkesstedet og af de implicerede køretøjer forsøger at belyse ulykken nærmere.
De pårørende er underrettet.