I livsfare efter knivstik

Var kun 16 år, da han overfaldt jævnaldrende

Offentliggjort

Flere helt unge mænd eller rettere - store drenge - er det seneste år blevet dræbt med knivstik, hvor gerningsmanden var på alder med dem selv.

En dengang 16-årig dreng var i december sidste år ved at skrive sig ind i den kedelige statistik over unge gerningsmænd, der knivdræber en jævnaldrende.

Drengen er i mellemtiden blevet 17 år, og onsdag blev han ved Retten i Sønderborg idømt to års ubetinget fængsel for grov vold efter knivstik i Aabenraa i december.

I livsfare

Det var mandag den 11. december 2023, at forbipasserende i krydset mellem Møllemærsk og Sønderport i Aabenraa fandt en 17-årig dreng, der havde været udsat for knivoverfald.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 19.46, og den 17-årige dreng blev indlagt i kritisk tilstand. 

Tre dage senere blev den nu dømte gerningsmand anholdt i Vojens.

- Jeg synes, at det er en retfærdig dom, som i dag er blevet afsagt i sagen.  Den afspejler alvorligheden i denne sag, hvor ofret har været i livsfare som følge af tiltaltes handlinger, siger anklagerfuldmægtig Niklas Sindberg i en pressemeddelelse.

Den nu 17-årige gerningsmand ankede på stedet med påstand om frifindelse og blev varetægtsfængslet efter dom.

Powered by Labrador CMS