I kritisk tilstand
En 30-årig mand er indlagt på Rigshospitalet med alvorlige kvæstelser efter trafikulykke natten til tirsdag
En 30-årig mand fra Sjælland er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke i Roskilde natten til tirsdag.
Manden har så svære kvæstelser, at han er blevet indlagt på Rigshospitalet.
Hans tilstand beskrives som kritisk.
Det er ofte en beskrivelse, der bruges om personer i livsfare.
To biler ramlet sammen
Manden var involveret i en ulykke, der blev meldt ind til alarmcentralen klokken 02.14.
Det oplyste vagtchef Brian Bakman fra Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag morgen.
Ulykken skete, da to biler stødte sammen i krydset mellem Lindenborgvej og Ringstedvej.
Bragede ind i siden
Den 30-årige mand sad bag rattet i den ene bil. Han var ved at dreje til venstre, da en anden bil bragede ind i siden på personbilen i høj fart.
Bilen, der påkørte den 30-årige, kom kørende ad Ringstedvej i sydgående retning.
Flygtede i første omgang
Chaufføren i den anden bil kom ikke umiddelbart noget til i ulykken, men flygtede i første omgang fra stedet.
Efter noget tid kom han retur og forklarede, at han havde været chokeret. Betjente har derfor talt med ham om ulykken og hændelsesforløbet, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Efter ulykken var Ringstedvej midlertidigt spærret.
Strækningen blev dog åbnet igen inden morgentrafikken.