I kritisk tilstand

En 37-årig mand er i kritisk tilstand efter en trafikulykke

En person er i kritisk tilstand efter en ulykke mellem en lastbil og en personbil.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 37-årig mand er fortsat i kritisk tilstand, efter en alvorlig trafikulykke mellem en lastbil og en personbil syd for Herning torsdag aften.

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi fredag morgen til TV Midtvest.

Rute 12 Vardevej nord for Kibæk var totalt spærret flere timer efter ulykken, men efter midnat er der igen åbnet for trafik.

Ulykken skete, da den 37-årige mand i personbilen af uransagelige årsager kom over i modsatte vognbane og stødte frontalt ind i lastbilen.

Fløjet til Skejby

Føreren af personbilen blev efter ulykken bragt til Aarhus Universitetshospital, Skejby i helikopter.

Føreren af lastbilen blev kørt til undersøgelse på Regionshospitalet Herning.

Han er udskrevet igen.

Politiet skrev torsdag aften på Twitter, at vejen ville være spærret i en del timer, og at en bilinspektør var på vej.

Bilinspektørens undersøgelse forventes i løbet af nogle dage, siger vagtchef Jan Nørum ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Kibæk ligger omkring 13 kilometer syd for Herning.

Powered by Labrador CMS