I fængsel efter studenterfest

23-årig kvinde mister også bilen

Offentliggjort

En 23-årig kvinde fra Søborg kommer til at bøde hårdt for, at hun lagde bil til, da hun og to unge piger var på var ud for at fejre de nyudsprungne studenter i juni i år.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi.

Den 23-årige er blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel, et års ubetinget frakendelse af kørekortet og endelig bliver den bil, hun var fører af konfiskeret og solgt på auktion, hvor udbyttet ryger i statskassen.

At bilen ryger skyldes, at kvindens kørsel takseres som vanvidskørsel.

Hang ud af vinduet

"Studenterkørslen" fandt sted en fredag i juni klokken 16.30.

Kvinden kørte med 40 kilometer i timen i tæt trafik over en strækning på halvanden kilometer i Albertslund og Glostrup.

Mens den 23-årige sad bag rattet, sad to unge piger bagdørenes vindueskant med hele overkroppen ude af bilen.

Dermed gjorde den 23-årige sig skyldig i særlig hensynsløs kørsel og straffelovens bestemmelse om at forvolde nærliggende fare for andres liv eller førlighed.

Videofilmet

Den farlige kørsel blev videofilmet, og i retten forklarede den 23-årige, at de var på vej ud for at fejre nye studenter.

Undervejs bad hun flere gange sine to passagerer, der sad på vinduesrammen med overkroppen ude af bilen, om sætte sig ind igen, forklarede hun i retten.

Sagens dommer slog dog fast, at selvom passagererne havde medvirket ved at hænge ude af bilen, ændrede det ikke ved, at det er førerens ansvar, at en kørsel foregår på sikker og forsvarlig vis.

Den 23-årige tog betænkningstid med hensyn til eventuel anke af dommen.

Powered by Labrador CMS