Hvidvask til halv milliard
Otte adresser er onsdag ransaget, og seks personer er anholdt i sag om omfattende hvidvask
Seks personer er onsdag blevet anholdt og sigtet i en sag, der omhandler hvidvask af ikke under 500 millioner kroner.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Der er tale om tre mænd og tre kvinder, og de blev anholdt onsdag formiddag i en koordineret aktion i samarbejde med Københavns Politi.
Ransaget
I den forbindelse er otte adresser blevet ransaget.
Fire af de anholdte sigtes for hvidvask af særlig grov beskaffenhed, men det er ikke oplyst, hvilket beløb de hver især mistænkes for at have hvidvasket. En af de fire sigtes desuden for dokumentfalsk.
To løsladt igen
Derudover er en person sigtet for forsøg på dokumentfalsk, mens en sjette person er sigtet for medvirken til dokumentfalsk og medvirken til social bedrageri.
De to sidstnævnte bliver løsladt igen, men sigtelsen mod dem opretholdes.
De resterende fire fremstilles efter planen i et grundlovsforhør i Dommervagten ved Københavns Byret torsdag.
Her vil anklagemyndigheden begære dem varetægtsfængslet i sagen. Det fremgår ikke, hvordan hvidvasken skulle være foregået, eller hvordan den er blevet opdaget.