Hver anden er klar til at bryde loven
De vil hellere have loven ændret end at stoppe
Næsten hver anden dansker vil hellere svinge til højre for rødt lys end at vente på grønt. Det viser en undersøgelse, Kantar Gallup har lavet for forsikringsselskabet Gjensidige.
Forsikringsselskabet skriver i en pressemeddelelse, at undersøgelsen også viser, at syv ud af 10 mener, at det bør være lovligt for cyklister at dreje til højre, når der er rødt lys. Det huer ikke skadedirektør i Gjensidige, Henrik Sagild.
- Det er aldrig hensigtsmæssigt at bryde en lov, uanset om man gør det ubevidst eller ej. Hvis man ikke overholder de regler, der er gældende, øger man også risikoen for ulykker og skader, fordi ens omgivelser har en forventning om, at man agerer anderledes, end man gør, siger Henrik Sagild i pressemeddelelsen.
Ikke alle kender loven
Undersøgelsen viser også, at hver sjette dansker slet ikke ved, at det er ulovligt for en cyklist at svinge til højre, når der er rødt lys, men ifølge Henrik Sagild gør de cyklister, der bevidst og ubevidst bryder loven, sig selv en bjørnetjeneste.
- Jeg kan godt forstå, at mange synes, det vil være lettere at komme frem på cykel, hvis de kan dreje til højre for rødt. Men hvis man sætter det fri ved alle lyskryds, risikerer vi også, at flere cyklister end normalt kommer i uheld, siger Henrik Sagild.
Gjensidige skriver, at cyklister generelt er overrepræsenteret i alvorlige trafikulykker. I 2020 blev der fastsat en politisk målsætning om, at antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken skal halveres fra 2021 til 2030.
Ifølge Rådet for Sikker Trafik blev der i 2019 registreret 402 trafikulykker med alvorligt tilskadekomne og dræbte cyklister i vejkryds.
Rådet for Sikker Trafik oplyser, at det koster 1000 kroner i bøde, hvis du som cyklist kører over for rødt lys.