Hvem er den døde mand i parken

En mand er såret af knivstik i Folkeparken i Roskilde og afgået ved døden. Han er endnu ikke identificeret

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand er død efter at være blevet fundet såret af knivstik i Folkeparken i Roskilde.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi onsdag eftermiddag.

- En mand såret af knivstik er fundet i parken. Manden er nu afgået ved døden. Vi kender endnu ikke omstændighederne, men har indledt en større efterforskning, skriver politiet på Twitter.

Den sårede mand blev fundet i live og afgik efterfølgende ved døden.

Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker onsdag i Folkeparken i Roskilde. Her er en mand fundet såret af knivstik. Manden er efterfølgende afgået ved døden. (Arkivfoto).
Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker onsdag i Folkeparken i Roskilde. Her er en mand fundet såret af knivstik. Manden er efterfølgende afgået ved døden. (Arkivfoto).

Onsdag aften oplyser politiet, at det endnu ikke kan sige, om der er foregået en forbrydelse.

Blev han dræbt

- Efterforskerne arbejder stadig på stedet. Vi kan endnu ikke sige med sikkerhed, om der foreligger en forbrydelse, men vi efterforsker bredt, skriver politiet på Twitter.

Politiet er til stede i parken, hvor det efterforsker i den del af parken, der ligger ved Sankt Agnes Vej.

- Vi beder folk om trække væk fra stedet og give plads til politiets arbejde. Følg vores anvisninger på stedet, skriver politiet.

Der er både efterforskere og nærpoliti til stede i parken.

Ikke identificeret

- Folk, der har set noget, eller som har brug for at snakke, kan tage fat i vores kolleger på stedet, skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiets kommunikationschef, Thomas Kristensen, oplyser, at politiet fik meldingen om sagen omkring klokken 14.30.

Den afdøde mand er endnu ikke identificeret, men politiet har en stærk formodning om, hvem han er. Politiet har ikke anholdt nogen.

- Vi hører gerne fra alle, der har været på stedet, siger kommunikationschefen.

Enten kan man tage fat i politiet i parken eller kontakte politiet på telefon 114.

Powered by Labrador CMS