Hun skal fanges
Genkender du denne gerningskvinde?
Syd- og Sønderjyllands Politi beder torsdag borgerne om hjælp i forbindelse med 5 anmeldelser om bedrageri i henholdsvis Nordborg, Sønderborg midtby og Aabenraa.
Mandag 15. april modtog Syd- og Sønderjyllands Politi 5 anmeldelser om bedrageri i henholdsvis Nordborg, Sønderborg midtby og Aabenraa.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Udgiver sig for at være fra banken
Forløbet har været, at en person har kontaktet borgerne på telefon og udgivet sig for at være fra banken.
Informationen har været, at deres hævekort er for gammelt, eller at der er noget i vejen med det, og derfor ankommer der en person for at hente det.
Gerningskvinden her har præsenteret sig på flere af adresserne, hvor hun har udgivet sig for at være fra forurettedes bank.
Lille og spinkel
Syd- og Sønderjyllands Politi søger derfor vidner, som har set kvinden eller har informationer om hende.
Hun beskrives af vidner som:
- Kvinde
- Lys i huden
- 150-160 cm
- Spinkel af bygning
Hun var iført tynd mørkegrøn vindjakke med stafferinger på ærmerne samt en hætte, sorte bukser, og hun medbragte en smartphone.
Jakken, som kvinden har på, er kendetegnet ved et mønster på ærmerne, der løber op til skuldrene og rundt under hætten til det modsatte ærme. Det er et mønster, som Fendi bruger som varemærke.
Hvis du har set kvinden eller har oplysninger om hende, så kontakt venligst Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114.