Hun låste sig inde 25 gange
Anklager hæfter sig ved, at drabstiltalt søgte efter bestemt præparat og ofte låste sig ind i medicinrum
En sosuhjælper, der anklages for drab og drabsforsøg på flere beboere på plejecenter Tirsdalen i Randers, søgte fra sin computer efter en bestemt type medicin, der spiller en central rolle i sagen.
Det oplyser specialanklager Jesper Rubow, da han onsdag eftermiddag gennemgår beviserne i den omfattende sag, som rulles op i Retten i Randers.
Politiet foretog flere ransagninger hjemme hos sosuhjælperen, og her beslaglagde man blandt andet en computer, der blev anvendt til at søge efter præparatet Baclofen.
en døde
Det er netop Baclofen, der ifølge anklagemyndigheden har været anvendt sammen med to andre præparater – Mirtazapin og Diazepam – til at forgifte fire beboere.
En af dem afgik efterfølgende ved døden, mens tre andre overlevede.
Søgningen, der blev foretaget på den tiltaltes computer dagen efter den første indlæggelse af de fire beboere, er efter anklagerens mening "interessant".
- Det er min opfattelse, at på det tidspunkt var der ingen ved politiet, sygehuset eller andre, der anede, at de indlagte havde Baclofen i blodet. Derfor mener jeg, at søgningen på Baclofen er interessant. For det er en oplysning, der ikke kunne have været fremme, siger Jesper Rubow.
Havde ikke noget at gøre der
Han hæfter sig også ved, at kvinden ofte låste sig ind i plejecenterets medicinrum, selv om hun "som sosuhjælper som udgangspunkt ikke havde noget at gøre der".
En log på nøglen har registreret, at sosuhjælperen låste sig ind i medicinrummet i alt 25 gange i tidsrummet fra 6. januar og frem til sin anholdelse 14. marts.
- Det kan godt være, det ikke er mystisk. Men vi skal have en forklaring på det, siger anklageren.
Politiet anholdt den 60-årige sosuhjælper på baggrund af de mistænkelige indlæggelser blandt plejehjemmets beboere.
Var på aftenvagt
Mistanken rettede sig mod sosuhjælperen, der som den eneste sundhedsfaglige havde været på aftenvagt forud for de tidspunkter, hvor beboerne ifølge anklagemyndigheden blev forgiftet og efterfølgende indlagt.
Hjemme hos den tiltalte fandt politiet - udover førnævnte computer - to typer medicin, Mirtazapin og Diazepam, der efter anklagemyndighedens opfattelse var blevet stjålet på plejecenteret.
Der var ifølge specialanklageren tale om medicin, der blev fundet i en skraldecontainer og i et brilleetui i en skuffe.
Der ventes dom i sagen til februar.