Hotellusker sendt bag tremmer

Skifter Hotel Cabinn ud med Hotel Gitterly

Offentliggjort Sidst opdateret

En 30-årig mand, der søndag morgen blev anholdt og mistænkt for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse på et hotel i København, er blevet varetægtsfængslet frem til 7. september.

Det fortæller Københavns Politis presseafdeling.

Han er fængslet for i to tilfælde - tirsdag og lørdag i sidste uge - at beføle sovende hotelgæster på hotellet Cabinn på Arni Magnussons Gade, mens de sov.

Søndag lød det, at der også var en hændelse 6. august.

Ulovlige stoffer

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke fortælle, hvordan manden er kommet ind på hotelværelserne.

Manden er foruden sigtelserne om blufærdighedskrænkelse sigtet for besiddelse af ulovlige stoffer i to tilfælde.

KØBENHAVNS POLITI

Københavns Politi er Danmarks største politikreds målt på antallet af indbyggere, antallet af medarbejdere og på aktivitetsniveau i forhold til antallet af hændelser og anmeldelser.

Geografisk omfatter politikredsen København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner med i alt ca. 800.000 indbyggere.

Der er ca. 3.300 medarbejdere i Københavns Politi, heraf ca. 2.370 politiuddannede medarbejdere, ca. 90 politikadetter og ca. 180 juridiske medarbejdere ved anklagemyndigheden. Hertil kommer kontorfunktionærer og øvrige faggrupper.

Mere end 600 medarbejdere har deres daglige gang på Politigården i København. Herunder den centrale ledelse, administrationen, vagtcentral og servicecenter samt flere øvrige politiafdelinger. Politikredsens øvrige personale er fordelt over mange bygninger i hele politikredsen.

Kilde: Københavns Politi
Powered by Labrador CMS