Holdt fanget i 17 dage: Sådan har Cleo det
En 36-årig mand er anholdt efter politiet finder den fireårige pige, som i mere end to uger har været væk
Det var en sand fryd, da betjente fra Western Australia Police ransagede et hus, og fandt den fireårige Cleo Smith i live.
Det skriver The Guardian.
Den lille pige havde i 17 dage været forsvundet, eftersom hun formentlig blev taget fra et telt på en campingtur med familien.
Politiet fandt hende i et hus i byen Carnarvon i det vestlige Australien. Her mødte hun betjentene med åbne arme.
- Hun er en lille energibombe. Jeg ved ikke, hvordan hun kan have så meget energi. Vi ville alle bare holde om hende på skift, sagde vicepolitiinspektør Cameron Blaine på et pressemøde ifølge mediet.
Hurtigt udskrevet
Den fireårige pige blev undersøgt på sygehuset, men hurtigt udskrevet igen og er sammen med sine forældre.
Fundet af Cleo Smith var resultatet af godt politiarbejde og ikke bare tilfældigheder, slår politiet fast.
Politiet har anholdt og sigtet en 36-årig mand, som angiveligt har taget del i hendes forsvinden.
Han vil i løbet af onsdag blive fremstillet for retten.