Hold jer væk

Klar melding fra Nordjyllands Politi efter bombetrussel

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag morgen klokken 08.50 har Nordjyllands Politi fået en anmeldelse om en bombetrussel mod Retten i Aalborg.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvori vagtchef Ole Buus fortæller, at man "ingen chancer" tager i forbindelse med sådan en anmeldelse.

- Vi sendte derfor straks adskillige patruljer frem til stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder, siger han i pressemeddelelsen.

Område afspærret

Her fremgår det også, at politiet har afspærret et større område omkring retten, mens der bliver arbejdet på stedet.

- Det vil kunne skabe visse trafikforstyrrelser, mens vores arbejde pågår. Vi opfordrer derfor borgerne til så vidt muligt at holde sig væk området, så myndighederne kan arbejde uhindret, siger vagtchefen.

Tidligere skrev Nordjyske, at syv personer var i retten, da anmeldelsen kom, og at alle var evakueret. I politiets pressemeddelelse står der, at det var rettens personale, der blev evakueret.

Der er et massivt politiopbud ved Retten i Aalborg.
Der er et massivt politiopbud ved Retten i Aalborg.

Bomberyddere tilkaldt

Forsvarets ammunitionsrydningstjenesten - kendt som EOD - er tilkaldt, lige som såkaldte sprængningshunde, der er hunde trænet til at kunne spore sprængstoffer, er på vej til stedet.

- Derfor kan vi ikke for nuværende udtale os nærmere om bombetruslens karakter.

"Prøver at genskabe trygheden"

- Det er for tidligt at blive konkrete, men vi kan oplyse, at vores opgave er sikre området, genskabe trygheden og selvfølgelig undersøge de nærmere omstændigheder, herunder påbegynde en efterforskning efter mulige gerningspersoner, siger Ole Buus.

Politiet forventer, at man vil være i området "noget tid endnu".

NORDJYLLANDS POLITI

Nordjyllands Politi dækker Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Jammerbugt, Vesthimmerlands, Mariagerfjord og Rebild kommuner.

Politikredsen beskæftiger cirka 850 medarbejdere – politifolk, jurister og administrativt ansatte – som døgnet rundt arbejder for, at Nordjylland skal være et sikkert og trygt sted at virke, bo og færdes.

Der bor godt 526.000 personer i alt i de nævnte kommuner (befolkningstal er pr. 1. kvartal 2020 og hentet hos Danmarks Statistik den 1. marts 2021).

Politistationer:

Nordjyllands Politi har også en landbetjent på Læsø og en afdeling ved Aalborg Lufthavn.

Kilde: Nordjyllands Politi

For tre uger siden var Retten i Aalborg også omdrejningspunkt for en bombetrussel, da en bombeattrap blev sendt til retten.

Powered by Labrador CMS