Hjemmehjælper sigtet for usmagelig forbrydelse
62-årig mand anholdt af politiet
En 62-årig mand, der er ansat i Hjemmeplejen i Rebild Kommune, er blevet anholdt og sigtet for flere tyverier fra ældre borgere.
Politikommissær Mikkel Brügmann fra Nordjyllands Politi, oplyser, at politiet
har efterforsket i sagen siden sidst i november på baggrund af en anmeldelse fra en borger, der fra sin bopæl i Rebild kommune havde været udsat for tyveri og fået stjålet jubilæumsmønter.
Havde mistanke til ham
Offeret havde mistanke til den 62-årig mandlig hjemmehjælper, der kom i hjemmet.
- Den mistænkte blev anholdt på sin bopæl i Vesthimmerland, og han blev sigtet for tyveri. Ved samme lejlighed ransagede vi hans hjem, opsummerer Mikkel Brügmann.
Han tilføjer, at der ved politiets ransagning blev fundet mange forskellige smykker i form af fingerringe, halskæde, smykkeskrin, sølvtøj og julepynt.
Erkendt sig delvist skyldig
- Der er tale om kriminelle forhold, hvor man stjæler fra ældre og sårbare personer, som man tilmed har adgang til via sit erhverv. Det er helt uacceptabelt. Derfor er jeg tilfreds med, at vi har anholdt en person i sagen, fastslår Politikommissær Mikkel Brügmann.
Politikommissæren hæfter sig også ved, at tyverisager af denne karakter kan være svære at opklare, da borgerne jo ikke dagligt kigger til deres sølvtøj eller gamle smykker.
Rebild Kommune beklager sagen men understreger, at borgerne kan føle sig trygge.