Nadia Nadim gik amok

Syv mål scorede Nadia Nadim, da Paris Saint-Germain vandt med hele 14-0 over Issy i den franske liga.

Nadia Nadim skiftede til Paris Saint-Germain i januar sidste år. (Arkivfoto) Foto: Pool/Reuters
Offentliggjort Sidst opdateret

Nadia Nadim var i forrygende målform, da hun lørdag var i aktion for Paris Saint-Germain i den bedste franske række for kvindefodbold.

Hele syv gange fik den danske angriber således målnettet til at blafre, da Issy FF blev kørt over med hele 14-0.

PSG dominerede fra start og var foran 3-0 efter kun små ti minutter. Herefter stemplede Nadia Nadim ind for første gang. Hun scorede til 4-0, inden hun kort før pausen også gjorde det til 6-0.

I anden halvleg stod der Nadia Nadim på det meste. Først gjorde hun det til 8-0 få minutter efter pausen.

Cirka ti minutter senere blev Nadims landsmand Signe Bruun så skiftet ind for hovedstadsklubben.

Bruun kunne herefter se sin danske kollega gå målamok. På ti minutter sørgede Nadim således for, at PSG gik fra 8-0 til 11-0. Signe Bruun ville dog også lege med og gjorde det efterfølgende til 12-0.

Schweiziske Ramona Bachmann supplerede med en scoring til 13-0, inden Nadia Nadim kort før slutfløjtet også fik sendt mål nummer syv i kassen.

Nadim har spillet for Paris Saint-Germain siden januar 2019.

Powered by Labrador CMS