Herreløse dyr: - Situationen er ragnarok
Flere steder har der aldrig været så travlt
Citathistorie: TV2 Østjylland
Der er pres på dyreinternater og kattehjem. Så meget, at der flere steder aldrig har været så travlt.
For tiden er det især katte, der fylder.
Det viser en rundringning, TV2 ØSTJYLLAND har lavet.
- Situationen er nærmest ragnarok. Der bliver fundet papkassekillinger og killinger, der er smidt af, alle vegne, siger internatleder hos MinVenKatten ved Fårup, Anita Sønderup, til TV2 ØSTJYLLAND.
TV2 ØSTJYLLAND har talt med seks dyreinternater og kattehjem, der alle melder om usædvanligt pres på lige nu.
Har modtaget 400 katte
Hos eksempelvis Dansk Dyreværn Aarhus har man indtil videre i år modtaget 400 katte, hvilket er flere, end de plejer at modtage.
Det betyder, at dyreværnet har efterlyst plejefamilier, der kan hjælpe med de mange indleverede dyr.
Tendensen er den samme hos Tøstrup Dyreværn & Kattehjem ved Nimtofte på Djursland, hvor de modtog 1551 katte i løbet af hele 2021.
Indtil videre i år har man allerede modtaget 1210 katte. Særligt, når det gælder voksne katte, er det slemt.
Bekræfter tendensen
- Jeg vil gætte på, vi har 50 procent flere voksne katte i år, siger indsatsleder Mariann Betzer-Poulsen til TV2 ØSTJYLLAND.
TV2 ØSTJYLLAND har talt med internater i Galten, Nimtofte, Horsens, Fårup, Aarhus og Odder, der bekræfter tendensen.
De fortæller alle, at der bliver indleveret flere dyr lige nu end normalt for denne årstid.