Her slutter festen: Svindler anholdt
En 46-årig dansk mand er anholdt i Grækenland, da han for nylig blev idømt fire års fængsel i Frankrig
En dansk mand, der er efterlyst internationalt af franske myndigheder, er blevet anholdt i Grækenland.
Det bekræfter den 46-årige mands advokat, Jesper Storm Thygesen, over for Ritzau. Han vil have stoppet udleveringen, da han mener, den strider mod internationale konventioner.
Danske Thomas Marx har ifølge B.T. været på flugt fra politiet i en måned.
De franske myndigheder vil have fingre i danskeren, fordi han i midten af juni blev idømt fire års fængsel i Frankrig i en sag om økonomisk svindel.
101 millioner snuppet
Sagen drejer sig om svindel for godt 101 million kroner begået mod et firma i Bretagne, og ifølge B.T. er mere end 41 millioner kroner blev overført til et norsk firma, som Thomas Marx er stifter og eneejer af.
Over for mediet har den danske mand tidligere nægtet sig skyldig i anklagerne mod ham.
- Det skyldes, at jeg er blevet udsat for identitetstyveri. Firmaet er blevet oprettet i en norsk bank på et tidspunkt, hvor jeg sad i dansk fængsel, så jeg må siges at have verdens bedste alibi, sagde han til B.T. i slutningen af juni.
Bedyrer sin uskyld
Han bedyrer stadig sin uskyld, bekræfter Jesper Storm Thygesen.
Advokaten forsøger at standse udleveringen. Thomas Marx var nemlig ikke selv til stede ved domsafsigelsen i Frankrig, og han var ifølge Jesper Storm Thygesen heller ikke repræsenteret af en advokat under sagen.
Og det går mod internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig, vurderer han. Det er blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
- Så plejer vi jo ikke at lade danske statsborgere at blive udleveret til hverken retsforfølgelse eller afsoning, hvis det sker i strid med de konventioner. Det er det, vi mener, der er sket her, siger Jesper Storm Thygesen.
Bør løslades
Han mener, at Thomas Marx skal løslades i Grækenland og have lov til at komme til Danmark.
Derfor har forsvareren skrevet til Rigsadvokaten og Udenrigsministeriet, i håb om at danske myndigheder vil gribe ind over for en eventuel udlevering.
Rigsadvokaten har svaret ham, at den intet kan gøre i den pågældende sag.
Den 46-årige dansker blev anholdt i Grækenland i sidste uge.