Her er årets kok

Disse retter skulle han kreere

Marc Foged Stockmarr blev søndag kåret som årets kok. Her ses han med sin assistent Matilda Romlin.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at Danmark i torsdags vandt det uofficielle Europamesterskab for kokke, skulle den næste store stjernekok findes søndag, da finalen i Årets Kok 2022 blev afviklet i MCH Messecenter Herning.

Det endte med at blive Marc Foged Stockmarr fra restaurant God Smag i Hellerup, der nu kan kalde sig Årets Kok 2022. 

Samtidig kan Mathias Breinholt fra Restaurant Moment på Djursland fejre titlen som Årets Tjener. 

Med titlerne følger en præmiesum på 40.000 kr. til hver, skriver Horesta i en pressemeddelelse.

Æg og kardemomme

Marc Foged Stockmarr fik endelig opfyldt drømmen, efter at han tidligere har måtte nøjes med en andenplads kun 0,37 point efter vinderen.

Foruden en kendt dessertopgave, skulle finalisterne kreere en varm forret med shiitake-svampe samt en hovedret med kam, skank og svær af Bertels-gris. 

I desserten skulle indgå æg, kardemomme og æbler.

HER ER ÅRETS VINDERMENU

Forret:
Shiitake svampe med jordskokker
Stegt skalotteløg
Persille
Shiitake fume

Hovedret:
Stegt svinekam med salvie
Skank
Let røget selleri
Asparges
Sauce med timian

Dessert:
Kardemomme iscreme med ale
Pocheret æble
Lun karamel sauce

Kilde: Horesta

Løb over seks timer

Konkurrencen løb over seks timer, og Marc Foged Stockmarrs præstation var nok til at imponere en række af landets dygtigste kokke i dommerpanelet med blandt andre den tidligere verdensmester for kokke, Kenneth Toft-Hansen fra Svinkløv Badehotel.
I finalen blev Marc Foged Stockmarr assisteret af Matilda Romlin.

Andenpladsen gik til Bjarke Jeppesen fra Domestic, mens Tommy Jespersen fra Gastroca vandt bronze.

Powered by Labrador CMS