Helt spærret: Vindmølletransport væltet ved motorvej

Genåbner først i løbet af morgenen

Offentliggjort Sidst opdateret

En vindmølletransport er mandag morgen væltet ved tilkørslen til E20 Esbjergmotorvejen i retning mod Esbjerg.

Det er tilkørsel 73 Korskro, uheldet er sket ved.

Der er mandag morgen helt spærret på stedet.

Det oplyser Michael Karsen, som er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Den er væltet og ligger endnu i vejen og spærrer. Den kommer nok til at ligge der nogle timer endnu, og det vil uundgåeligt give nogle trafikale problemer i morgentrafikken, siger han.

I løbet af morgenen

I et opslag på det sociale medie X gør Vejdirektoratet Trafikinfo også opmærksom på hændelsen.

Her lyder det, at der tidligst bliver åbnet op for trafikken i løbet af morgenen.

Ukendt årsag

Michael Karsen kan ikke give flere oplysninger om, hvordan vindmølletransporten væltede, men han oplyser, at den vejer omkring 600 ton.

Det er derfor ikke en helt let opgave at få den fjernet, forklarer vagtchefen.

- Der er sikkert skader på køretøjet, uden vi lige har overblik over det. Og jeg tænker da også, at man skal have tjekket vejen for skader.

Det er endnu ikke muligt at sætte tidspunkt på, hvornår der vil blive åbnet for trafikken, siger han.

Powered by Labrador CMS