Helt spærret: Seks biler i ulykke på motorvej

Politiet er på vej - kender endnu ikke omfanget af skaderne

Offentliggjort Sidst opdateret

Motorvejen E20 er mandag morgen helt spærret i østlig retning mellem Sorø og Ringsted på grund af en stor trafikulykke.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Jesper Mortensen oplyser, at seks køretøjer er involveret i ulykken.

- Vi er på vej derud, og vi kender endnu ikke omfanget af skaderne, siger vagtchefen omkring klokken 06.30 mandag morgen.

Ambulancer er også på vej til stedet.

Find alternativ rute

Ulykken er sket mellem afkørsel 36 og 37.

Politiet opfordrer til, at bilister finder en alternativ rute.

Jesper Mortensen fortæller videre, at politiet ikke ved, hvornår motorvejen forventes genåbnet.

MIDT- OG VESTSJÆLLANDS POLITI

Midt- og Vestsjællands Politi dækker Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns kommuner.

Politikredsen har et samlet indbyggertal på ca. 440.000 borgere og strækker sig over et areal på ca. 3.000 km2 fra Stevns i syd og til Sjællands Odde i nord.

Der er ca. 740 ansatte i Midt- og Vestsjællands Politi, heraf er ca. 540 politifolk.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi
Powered by Labrador CMS