Helt igennem forfærdelig aften for yngre mand
Sigtet for stribevis af forseelser
Havde han været til banko, havde han haft banko på hele pladen.
Men nu havde en 24-årig mand i stedet et ufrivilligt møde med en politipatrulje, som skulle have den helt store blok frem for at notere alle hans lovovertrædelser.
Det skriver Fredericia Dagblad.
Sagen uden ende
Manden blev standset af en politipatrulje fra Sydøstjyllands Politi klokken 22.49, da han i bil kom kørende ad Holstenvej i Fredericia.
Og så begyndte det.
Manden havde ikke noget kørekort.
Han var påvirket af euforiserende stoffer.
Han var i besiddelse af 9,19 gram hash, 40 tramadolpiller og noget skunk.
I bilen fandt betjentene seks flasker lattergas svarende til næsten tre kilo. De var ikke spændt fast i bilen, som den slags skal være.
Ydermere var der ingen ildslukker i bilen, hvilket også er lovpligtigt, når man kører med gas.
Og til sidst havde manden 20 ulovlige kanonslag i handskerummet.
Altsammen fører det til et hav af sigtelser mod den 24-årige mand, som nok bare skulle være blevet hjemme lørdag aften.