Havn bliver militært område
Det bliver bevogtet af forsvaret
Et havneområde bliver midlertidigt omdannet til et militært område.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Et område på Køge havn bliver midlertidigt militært område fra tirsdag 1. marts 2022 til fredag 4. marts.
Det har Midt- og Vestsjællands Politi truffet aftale med Forsvaret om.
Det sker fra tirsdag morgen klokken 08.
"Sensitivt materiale"
"Det midlertidige, militære område er etableret i forbindelse med læsning af sensitivt materiale på Køge Havn", skriver Midt- og Vestsjællands Politi, der dog ikke går i yderligere detaljer om, hvad 'sensitivt materiale' dækker over.
For godt et år siden blev samme område på samme havn afspærret.
Dengang var det til aflæsning af militært materiel, der havde været en del af af en Nato-udstationering, skrev TV2 Lorry.
Det samme gjorde sig gældende i 2019.
Opbevaringen sker på et adgangssikret område på havnen, og området er bevogtet af Forsvaret.
Det midlertidige, militære område ophæves fredag den 4. marts 2022 klokken 23.59.